Foxy Frøkner 30+
Mandage kl. 20-21:30
På grund af den store efterspørgsel på Labre Ladies opretter vi nu endnu et dansehold for kvinder – Foxy Frøkner!
Foxy Frøkner bliver med samme koncept, samme instruktør og forhåbentlig med et mindst lige så fantastisk fællesskab. Så hvis du har haft lyst til at være en del af Labre Ladies, men ikke har fået en plads, får du nu muligheden for at blive en del af et helt nyt hold.
Du behøver ikke have stor danseerfaring for at være med. Hos Foxy Frøkner handler det om at have det sjovt, få pulsen op, udfordre koordinering og hukommelse – og ikke mindst bevæge os til fed musik med masser af energi, attitude og godt humør.
Den første halve time er dedikeret til puls- og/eller styrketræning. Herefter arbejder vi med en koreografi, som vi bygger videre på fra gang til gang. Derfor anbefaler jeg, at du deltager så fast som muligt – selvfølgelig med forståelse for, at sygdom, arbejde, møder og andre ting indimellem kommer i vejen.
Sæsonen rundes af med en optræden til foreningens afdansningsbal d. 4. april, hvor, de der har lyst, viser, hvad vi har arbejdet med gennem sæsonen.
Hos Foxy Frøkner er det sociale fællesskab mindst lige så vigtigt som træningen. Holdet er derfor oplagt for dig, der har lyst til at møde nye mennesker, udvide dit netværk og være en del af et fællesskab med plads til grin, sved på panden, højt humør og en god portion selvironi.
Den sidste mandag i hver måned holder vi "mandagsbar", hvor vi efter træningen mødes i cafeteriet til en øl eller sodavand og en hyggelig snak. Derudover arrangerer vi sammen med Labre Ladies en fælles fest i løbet af sæsonen, hvor de to hold kan mødes, snakke og feste sammen
Vi opretter også Facebook-gruppen "Foxy Frøkner", hvor der deles videoer af koreografierne, praktisk information og inviteres til sociale initiativer.
Foxy Frøkner er et helt nyt hold, men ambitionen er stor: Vi skal skabe et fællesskab, hvor man hurtigt føler sig velkommen, hvor der er plads til både den letøvede danser og hende, der måske lige skal finde rytmen – og hvor vi sammen kan blive lidt stærkere, lidt mere modige og måske også lidt mere foxy.
Det betyder rigtig meget for mig at opleve, hvor mange kvinder der har lyst til at være en del af det fællesskab, vi har skabt med Labre Ladies. Derfor glæder jeg mig helt vildt til nu at kunne åbne døren for endnu flere kvinder og forhåbentlig skabe endnu et stærkt, varmt og sjovt dansefællesskab.
Kom og vær med!
Instruktør: Randi Lilly Nyegaard

Vi glæder os til at starte op i uge 38!
Træningen følger skolernes ferieplan, så der er ikke træning i skoleferier eller på helligdage.
OBS! Det er en forudsætning for holdets oprettelse, at holdet opnår minimum 12 tilmeldinger
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til os på info@rydans.dk – vi hjælper gerne.
Ved tilmelding accepteres Ry Dans' handelsbetingelser
Information om arrangementet
Dato og tid Mandag d. 14. september 2026 kl. 20:00 til mandag d. 12. april 2027 kl. 21:30
Tilmeldingsfrist Mandag d. 12. oktober 2026 kl. 20:00
Sted
Ry Hallerne (Aktivitetslokalet)
Thorsvej 32A
8680 Ry
Arrangør
Ry Dans
Tlf. +45 50529603
info@rydans.dk
Vi har nemt lavet denne side i NemTilmeld
At arbejde med arrangementer uden et tilmeldingssystem er som at grille i stormvejr på en åben mark. Du kan godt. Men det er unødvendigt bøvlet.
Så sæt grillen ind i læ og prøv NemTilmelds tilmeldingssystem for 0 kr. til dit første arrangement.
Det har gjort arbejdet med arrangementer meget nemmere og meget mere sikkert for os, for persondata om deltagerne forbliver sikkert opbevaret i Danmark – uden at komme på en romantisk jordomrejse i cyberspace mellem techgiganter, cookies og annoncealgoritmer.
PS: Du ser denne reklame, fordi Ry Dans bruger en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser